Årbogen for 2012

Kirkerne på Als og Sundeved

Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2012 fortæller om de 30 kirker i Sønderborg Provsti og berører derved 800-900 år af egnens historie. Så længe har de ældste af kirkerne ligget som markante pejlemærker i landskabet og som mødested for mennesker ved livets betydningsfulde hændelser.

aarbog12org

Bogens indledende afsnit med en systematisk opstillet billedfortælling om hver af de 30 kirker er skrevet i fællesskab af museumsinspektør Inge Adriansen fra museet på Sønderborg Slot og tidligere provst Lorenz P. Christensen, der også er formand for Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Hver kirke præsenteres med et helsides billede af kirkebygningen fotograferet af fotografen Roberto Fortuna fra Nationalmuseet efterfulgt af en side med kirkens bygnings- og restaureringshistorie på en overskuelig tidslinie. De følgende 4-6 sider fortæller i fornemme billeder med fyldige billedtekster om kirkens indre med præsentation af det, der er specielt og karakteristisk for den enkelte kirke. Ligeledes er der fortællinger om kirkens omgivelser, kirkegården med gravsten af særlig interesse. Disse billeder er fotograferede af den lokale fotograf Kim Holm, der med et sikkert blik har fundet rette vinkel og bedste belysning til gengivelse af motiverne.

Ud over denne indledende systematiske beskrivelse i kort og overskuelig form med et væld af flotte fotos indeholder bogen efterfølgende en række specialartikler skrevet af indbudte fagfolk. Kongelig bygningsinspektør Niels Vium sætter egnens kirker ind i en bygnings- og arkitekturhistorisk sammenhæng, museumsinspektør ved Nationalmuseet Sissel F. Plathe skriver om kalkmalerierne og om kirkernes middelalderlige inventar, Inge Adriansen skriver de egnskarakteristiske fritstående klokkehuse, om genforeningsklokkerne, om krigsmindesmærker og om det alsiske bispedømme, biskop Niels Henrik Arendt og dr. theol. Günter Weitling skriver om henholdsvis dansk og tysk kirkeliv og endelig skriver Lorenz P. Christensen om kirkens forkyndelse. En overskuelig litteraturliste inspirerer til supplerende læsning.

Bogen afsluttes som altid med årsberetningerne fra Historisk Samfund for Als og Sundeved og fra Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot. 

Kirkerne på Als og Sundeved  er nummer 90 i skriftrækken Fra Als og Sundeved - årbøgerne fra Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den udsendes gratis til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved  i løbet af december måned. Bogen er som alle tidligere årbøger udgivet i samarbejde med Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Bogen, der er en solid sag på 320 sider i stift bind, kan købes i boghandelen og i museumsbutikken på Sønderborg Slot. Den koster 300,- kr. i almindelig handel, men for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved er prisen kun 225,- kr. Medlemmer kan desuden bestille yderligere eksemplarer af bogen lige her link.

 {flike id=230}

Årbogen for 2011

Fem Fyrsteslotte
Sønderborg, Nordborg, Augustenborg, Gråsten og Glücksborg


Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2011 fortæller om de fem fyrsteslotte, der på forskellig vis har tilknytning tilbage til hertug Hans den Yngre af Sønderborg – slottene i Sønderborg, Nordborg, Augustenborg, Gråsten og Glücksburg.

aarbog11

De fire af de fem fyrsteslotte er beliggende i Sønderborg Kommune, der dermed har den største samling af fyrsteslotte uden for København og Nordsjælland. Også for at understrege det selvfølgelige i det grænse­overskridende samarbejde er slottet i Glücksburg behandlet i bogen.
Bogen er skrevet af museumsleder Peter Dragsbo og museumsinspektør Inge Adriansen fra museet på Sønderborg Slot.
Forfatterne skriver i bogens forord, at de har ”... valgt at sætte fokus på disse fem fyrsteslotte, fordi de rummer en enestående kulturarv, der omfatter ikke blot selve slottene med slotskirker og interiører, men også slotsbyer samt spændende slotshaver og -parker.”
Efter en kort introduktion om slottenes og deres fyrstefamiliers betydning i Sønderjyllands historie gennemgår forfatterne de fem slotte enkeltvis med grundige beskrivelser af de enkelte bygningskompleksers bygningshistorie med til- og ombygninger og nutidens restaureringer. De faktuelle oplysninger er overalt elegant suppleret med fortællinger om de fyrstefamilier, der brugte og beboede slottene og med beskrivelser af rumindretning og inventar af særlig interesse. Som afslutning på beskrivelsen af det enkelte slot er der en kort oversigt over slottets ejerrække og en årstalsliste med hovedpunkter i slottets bygningshistorie.
Efter de fem afsnit om slottene følger et afsnit med en samlet beskrivelse af de slotshaver og parkanlæg, der var knyttet til slottene. Og endelig beskriver et afsluttende afsnit den særlige udvikling af de bysamfund, der voksede op omkring slottene.
Bogen afsluttes som altid med årsberetninger om foreningens og museets virksomhed.
Bogen er på 180 sider med teksten i to spalter med et væld af illustrationer, hvoraf de allerfleste er nye farvefotos lavet specielt til årets årbog af fotograferne Kim Holm og Søren Petersen.
Fem Fyrsteslotte er nummer 89 i skriftrækken Fra Als og Sundeved - årbøgerne fra Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den udsendes gratis til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved i løbet af december måned.
Bogen er som alle tidligere årbøger udgivet i samarbejde med Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Bogen kan købes i boghandelen og i museumsbutikken på Sønderborg Slot. Den koster 198,- kr. i almindelig handel, men for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved er prisen kun 150,- kr. Medlemmer kan desuden bestille yderligere eksemplarer af bogen lige her link.

 

 

Årbogen 2009

Lokal-, regional- og rigshistorie gennem 100 år.
Historisk Samfund for Als og Sundeved & Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot
1908 - 2008.

aarbog2009_300Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2009 fortæller om foreningens egen historie og om udviklingen af det museum, foreningen tog initiativ til umiddelbart efter oprettelsen i 1908.

Bogen er skrevet af Peter Dragsbo og Inge Adriansen. De to forfattere har delt opgaven mellem sig, så Inge Adriansen fortæller om de første 50 år, hvor museets og foreningens virksomhed var meget tæt sammenknyttede. I det følgende afsnit fortæller Inge Adriansen om foreningens virksomhed i de seneste 50 år, og i det afsluttende afsnit fortæller Peter Dragsbo om museets virksomhed og udvikling i den samme periode. Som bilag bringes bl.a. en oversigt over alle de hidtil udgivne årbøger. Bogen afsluttes med årsberetninger om foreningens og museets virksomhed.

Bogen er på 192 tætskrevne sider med teksten i to spalter med et væld af illustrationer, hvoraf mange er farvefotos lavet specielt til den nye bog.

Lokal-, regional- og rigshistorie gennem 100 år er nummer 87 i skriftrækken Fra Als og Sundeved - årbøgerne fra Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den udsendes til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved i løbet af december måned.

Bogen kan købes i boghandelen og i museumsbutikken på Sønderborg Slot. Den koster 198,- kr. i almindelig handel, men for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved er prisen kun 150,- kr. Medlemmer kan desuden bestille yderligere eksemplarer af bogen lige her.

Årbogen for 2010

Christian III og Dronning Dorotheas anetavler i Sønderborg Slotskirke

Historisk Samfund for Als og Sundeveds årbog for 2010 fortæller om de anetavler, der efter et langvarigt kopieringsarbejde nu er sat op på de originale anetavlers plads i Dronning Dorotheas KapelSønderborg Slot.

aarbog2010_300

Bogen er redigeret af Peter Dragsbo, der også sammen med Inge Adriansen er forfatter til den af bogens seks selvstændige artikler, der beskriver kapellet og anetavlernes skiftende ejerforhold og funktion i kirkerummet. Kunsthistorikeren Mette Bligaard, der er tidligere direktør ved Frederiksborgmuseet - (som ejer de originale anetavler!) – fortæller i sin artikel om forskellige – og forskellige tiders – holdninger til kopiering af kunstværker og anden kulturarv. Hanne Kolind Poulsen er også magister i kunsthistorie og ansat som museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst. Hun tolker meget spændende billedernes virkemidler og sætter dem ind i en kunsthistorisk sammenhæng. I den næste artikel gennemgår Peter Kristiansen, der er museumsinspektør på Rosenborg Slot, heraldikken og de deraf udledte slægtsforbindelser i anetavlernes våbenskjolde. Det er læsning i pandehøjde med mange detaljer at holde styr på, men læsningen lettes af meget fine illustrationer. Tre konservatorer fra Konservatorskolen i København er fælles om en artikel om resultater af de undersøgelser af maleteknik og farvebrug, der i forbindelse med kopieringen blev foretaget på de originale anetavler. Og endelig i den sidste artikel fortæller maleren Tomas Lahoda om sine overvejelser og beslutninger i forbindelse med sit årelange kopieringsarbejde.

Bagerst i bogen er der som altid årsberetninger om foreningens og museets virksomhed.

Bogen har 99 sider med teksten i to spalter og overskuelig disponering med mange afsnit.. Mere end halvdelen af bogens indhold er fornemme farvefotografier, hvoraf mange er helt nye optaget specielt til denne bog.

Christian III og Dronning Dorotheas anetavler i Sønderborg Slotskirke er nummer 88 i skriftrækken Fra Als og Sundeved - årbøgerne fra Historisk Samfund for Als og Sundeved. Den udsendes gratis til alle medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved i løbet af november måned.

Bogen er udgivet i samarbejde med Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot og er blevet støttet af Oak Foundation, Danmark, som også har finansieret hele genskabelsesprojektet.

Bogen kan købes i boghandelen og i museumsbutikken på Sønderborg Slot, hvor den koster 100,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Als og Sundeved. Medlemmer kan desuden bestille yderligere eksemplarer af bogen lige her link.

Årbogen 2009

Årbogen for 2009 er nu klar til udsendelse til alle foreningens medlemmer!

Bogen er i år skrevet af Inge Adriansen og Peter Dragsbo. De fortæller med om vores forenings historie i tæt sammenhæng med museets historie fra starten i 1908 og til i dag. Det er blevet en beretning med masser af spændende historier med mange pudsige detaljer og overraskende oplysninger om de mennesker, der på forskellig vis har bidraget til, at vi i dag har et  internationalt anerkedt museum og en velfungerende forening bag museet.

aarbog2009_300

Det er igen i år blevet en meget fornem bog med stift bind og et væld af spændende illustrationer lækkert sat op med teksten i to spalter.

Bogen er nu pakket i kuverter og vil blive omdelt i de kommende dage af "hjælpetropperne" fra spejderkorpsene og de lokalhistoriske foreninger, så alle medlemmer skulle gerne have deres eksemplar inden jul.

Er der brug for yderligere eksemplarer af bogen til f.eks. julegaver til familie og venner, kan den købes til favorabel medlemspris i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller til fuld pris hos boghandlerne.