Billedseriens 21 billeder fortæller om heldagsturen under overskriften "Vi besøger det tyske mindretal". Turen fandt sted i lørdag den 18. september 2021.
Billedserien viser glimt fra besøget på Knivsbjerg med stoppunkter ved Langbehnhaus / Haus Knivsberg, ved Gedänkstätte og ved mindesmærket på toppen af den nu 100 meter høje bakketop. Der er også billeder fra Fårhuslejren og fra frokoststedet "Sølyst Kro" ved Aabenraa.
Som det er ved at være en god tradition var Jens Madsen også med på denne tur. Han tog også denne gang en række meget fine fotografier. Jens har igen været så venlig at stille sine billeder til rådighed for foreningens medlemmer til gennemsyn og evt download. Jens Madsens originale billeder er som altid af høj kvalitet, men til brug på webstedet er billederne stærkt tilpasset til nem og hurtig visning. Der er også denne gang foretaget et udvalg til en overskuelig mængde af de mange fine billeder. Udvælgelsen af billederne er foretaget efter der princip, at der gerne skulle være turdeltagere med på billedet. Billederne bliver vist i kronologisk orden. Billedseriens enkelte billeder har ikke originalernes størrelse eller skarphed og er derfor ikke særligt egnede til download og udskrivning.
Billedserien fra heldagturen til det tyske mindretal kan findes lige her
Så nærmer tiden sig for tilmeldingen til
Sensommerudflugten
LØR 18 SEP
"Vi besøger det tyske mindretal"
Tilmelding:
Tilmeldingen skal ske hos Jens Verner Nielsen på mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. fra tidligst ONS 25 AUG og til senest TOR 2 SEP med oplysning om navn og antal personer.
Ved tilmelding med mail er det vigtigt, at du afventer en bekræftelse af din tilmelding. Vi har tidligere oplevet medlemmer, der mødte forgæves op ved bussen. De havde sendt en mail, der aldrig var gået igennem til modtageren. Det kan altså ske!
Hvis du har problemer med din mail, kan du som absolut nødløsning bruge mobilnummeret 51 23 39 75.
Pris:
Prisen for årets sommerudflugt er 400,- kr. pr. deltager. Betalingen opkræves i bussen. Det er muligt at betale med MobilePay i bussen. Prisen inkluderer alt andet end drikkevarer til frokosten på Sølyst Kro.
Det bortsprængte Bismarckstårn på Knivsbjerg
Indhold:
Turen var oprindeligt tænkt som et af Historisk Samfund for Als og Sundeved bidrag til markering af 100 året for Genforeningen i 2020. Men så kom der jo noget corona-snusk i vejen, og vi udsatte turen til 2021. Tanken bag turen var rette opmærksomheden mod den befolkningsgruppe, for hvem Genforeningen i 1920 ikke var nogen glædelig begivenhed, men en skuffelse, der medførte et liv som udlændinge og mindretal i en fremmed stat. På turen skal vi stifte bekendskab med de udfordringer og problemer og de til tider meget dramatiske begivenheder, der ligger forud for nutidens fredelige samvirke de to nationaliteter imellem.
Busturen starter fra P-pladsen ved Sønderborg Slot kl. 09:00. Vi kører direkte til Knivsbjerg, hvor vi skal gå det sidste, stejle stykke til toppen af den 95 meter høje bakke. Undervejs vil turlederne Henning Ladefoged og Jens Verner Nielsen fortælle om stedets historie med holdt ved Langbehnhaus / Haus Knivsberg, ved Gedenkstätte / Ehrenhain og endelig helt oppe på toppen ved fundamenterne til det i 1945 bortsprængte Bismarckturm - og med den mest fantastiske udsigt.
Langbehnhaus / Haus Knivsberg |
|
Gedänkstätte Knivsberg |
På vejen gennem Aabenraa gør vi holdt på Michael Jepsens Plads, hvor vi hører lidt om Jepsen-slægtens betydning ikke bare for det tyske mindretal, men for flertallet også. Herefter er det ved at være tid til frokosten, som er en frokostplatte med sild, fire slags pålæg og en fiskefilet på Sølyst Kro ved Styrtom. Drikkevarer er for egen regning.
Sølyst Kro - Styrtom - Aabenraa
Efter frokosten kører vi til Frøslevlejren / Fårhuslejren, hvor vi hører en introduktion til udstillingen om tiden efter Besættelsen, hvor mange af det tyske mindretals medlemmer sad internerede i Fårhuslejren.Efter foredraget er der tid til på egen hånd at gennemgå udstillingen.
Frøslevlejren i dag |
Fårhuslejren i 1945 |
Kværs Kro |
Det sidste stop på turen bliver Kværs Kro, hvor der venter et velfortjent kaffebord. Og så slutter turen ca. 17:00 ved Sønderborg Slot.
P.S.: Vi havde oprindeligt regnet med og annonceret, at vi på turen også skulle besøge det nybyggede og nyindrettede tyske museum i Sønderborg - Deutsches Museum Nordschleswig - men desværre kunne vi ikke få et besøg passet ind i planen for heldagsturen. Men tag selv ind og besøg det meget spændende museum!
Informationer:
Der er mange oplysninger at finde på Internettet om det tyske mindretal og dets historie.
Mindretallet forening "Bund Deutscher Nordschleswigering" fortæller om foreningens mange funktioner og aktiviteter - også på dansk - lige her
Grænseforeningens Leksikon har mange artikler om det tyske mindretal bl.a. om Knivsbjerg og om Fårhuslejren. Fra artiklerne i Grænseforeningens Leksikon er der mange henvisninger til yderligere oplysninger om mindretallet.
Frøslevlejrens Museum har eget websted lige her
Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg har eget websted på dansk og tysk lige her
... og sådan kunne vi blive ved. Der er meget mere at finde for den, der søger!