Billeder fra turen til "Fæstningsbyen Fredericia" LØR 22 JUN 2019
Billedserien fortæller om busturen til "Fæstningsbyen Fredericia" LØR 16 JUN 2018 med 42 deltagere. Henning Ladefoged Sørensen, Povl Callesen og Jens Verner Nielsen var vejledere på turen.
I bussen op til Fredericia fortalte Henning Ladefoged om fæstningens historie med særlig vægt på de slesvigske krige. Turen var en slendretur på og inden for Fredericia Vold. Første stop var Mosaisk Begravelsesplads på Vester Voldgade, og herfra gik den lange slendretur op på volden og videre til monumentet for oberst Lunding på Danmarks Bastion med 12 stoppunkter med korte informationer undervejs. Videre på og langs Østre Vold til den tidligere Bülows Kaserne, hvorfra turen gik ind i byens gader. Efter et sidste formiddagsstop ved Reformerte Kirke var der tiltrængt frokost med pølsebuffet på Hotel Postgården.
Efter frokosten gik turen videre gennem byens snorlige gader til endnu 11 stoppunkter med informationer inden eftermiddagskaffen på Hotel Gammel Havn. Det blev en lang spadseretur i det flotteste vejr - men også en lidt hård tur for nogen. Enkelte måtte give op undervejs og gå lidt på egen hånd. Turen var målt til 7,7 km, og en medbragt skridttæller viste, at vi gik 18.800 skridt - næsten det dobbelte af den anbefalede dagsration. Så i bussen hjem var de fleste lidt trætte - dog ikke mere, end at vi sammen kunne synge Peter Fabers "Dengang jeg drog af sted".
Som mange gange tidligere var Jens Madsen med på turen, og han fotograferede også denne gang undervejs. Jens har igen været så venlig at stille sine billeder til rådighed for foreningens medlemmer til gennemsyn og evt download. Jens Madsens originale billeder er som altid af høj kvalitet, men til brug på webstedet er billederne stærkt tilpasset til nem og hurtig visning. Desuden har Jens Verner Nielsen fra turudvalget bidraget med billeder til serien. Der er foretaget et udvalg af billederne efter der princip, at der gerne skulle være turdeltagere med på billedet. Billederne er forsøgt puslet ind i kronologisk orden. Billedseriens enkelte billeder har ikke originalernes størrelse eller skarphed og er derfor ikke særligt egnede til download og udskrivning.
Billedserien fra turen til "Fæstningsbyen Fredericia" kan findes lige her