Middelalderens Sønderjylland og hertugdømmets fødsel
Professor, dr. phil. Bjørn Poulsen, Århus Universitet
Fra at være kongeriget Danmarks grænseegn blev Sønderjylland omkring 1200 et selvstændigt hertugdømme. I 1300-1400-tallet herskede blodig strid om hertugdømmet mellem det danske kongerige og holstenerne, men samtidig skabte middelalderens grænseegn grundlag for blomstrende adel, rige byer, handel og religiøst liv.
Foredrag: Hertugernes tid. Sønderjylland 1544-1720
Lektor, dr. phil Carsten Porskrog Rasmussen, Århus Universitet
I 1544 blev Sønderjylland delt mellem tre hertuger. Hertugdømmet var splittet op, men alligevel en enhed i visse store spørgsmål. De mange hertuger betød, at der var forskellige kulturelle og politiske centre, som konkurrerede med hinanden. Fra samarbejde og kappestrid i 1500-tallet udviklede forholdet sig til en skæbnekamp i 1600-tallet.
Slesvig som mønsterregion 1720-1814
Arkivar, dr. phil. Lars N. Henningsen, Studieafdelingen, Dansk Centralbibliotek, Flensborg
I 1721 blev kongen eneherre i Sønderjylland, og resten af århundredet var der fred og fremgang. Landsdelens landbrug og byerhverv blev beundret, og der mærkedes ikke meget til modsætninger mellem dansk og tysk.
Da slesvigerne blev danskere eller tyskere
Seniorforsker, dr. phil. Hans Schultz Hansen, Landsarkivet i Aabenraa
Sønderjyllands historie i 1800-tallet er fortællingen om, hvorledes slesvigerne - med entusiasme eller resignation - sluttede op om det danske eller det tyske nationalstatsprojekt. Men også om, hvordan de fik demokratiske rettigheder og om en gennemgribende økonomisk og social modernisering.
Fra "mod hinanden" til "med hinanden" - Sønderjylland 1918 til 2008
Generalkonsul, dr. phil. Henrik Becker Christensen,Flensborg
Sønderjyllands nyeste historie fra Genforeningen til i dag har været præget af både kriser og vækst. Udviklingen følges på begge sider af grænsen fra krisetid og "bevægelser" i 1920'erne over nazisme, krig og besættelse i 1940'erne. Derpå følges restopgøret og Sydslesvig-røret i 1950'erne frem til vore dages fredelige samliv.
Alle foredragene er arrangeret af Historisk Samfund for Sønderjylland, Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Der er gratis adgang.